On-24-7
Atek Infrastructure

Salgs- og leveringsbetingelser

Revideret december 2009

Medmindre der foreligger anden skriftlig aftale, leverer Atek alle leverancer på følgende vilkår uanset eventuelle modstående eller afvigende bestemmelser i den af køber afgivne ordre eller accept.

A) Tilbud, ordre og accept.

Købers ordrer og bestillinger er kun bindende for Atek, når køber har modtaget skriftlig ordrebekræftelse.

Alle tilbud afgives med forbehold for mellemsalg.

Tilbud fra Atek, der udtrykkeligt er bindende for Atek, bortfalder, såfremt overensstemmende accept fra køber ikke er Atek i hænde inden 30 dage fra tilbuddets dato.

B) Atek’s ydelse.

Atek’s ydelse omfatter kun de i ordrebekræftelsen specificerede dele og varer, og Atek forpligter sig til på de i nærværende vilkår stipulerede betingelser samt eventuelt specielt aftalte vilkår at levere materiel af sædvanlig god kvalitet i henseende til materialer og forarbejdning.

Alle tegninger, skitser, tekniske specifikationer m.v. forbliver Atek’s ejendom og må ikke kopieres eller overlades tredjemand. Det leverede materiel må ej heller fremstilles, efterlignes eller overlades tredjemand med dette formål for øje.

C) Levering.

Levering anses at have fundet sted ved varens overgivelse til køber eller overgivelse til fremmed fragtfører, medmindre andet er anført i ordrebekræftelsen.

Forsikring af købers risiko vedrørende transport tegnes kun af Atek, såfremt dette er skriftligt aftalt.

D) Pris.

Prisen gælder ab lager og er ekskl. moms og andre afgifter. Der tages forbehold for ændringer af tilbudspriser såvel før som efter accept under hensyn til ændringer af materialepriser, priser fra underleverandører, ændringer i offentlige afgifter, kursændringer og andet. Ændres leverancens art eller forøges Atek’s omkostninger på anden måde, som følge af forhold hos køber, tages der forbehold for regulering af den stipulerede pris. Leveringer, som ikke er omfattet af afgivne tilbud, sker til prisen på leveringsdagen.

E) Betalingsbetingelser.

Betaling skal ske i henhold til den til enhver tid gældende betalingsaftale. Erlægges betaling ikke i henhold til betalingsaftalen, har Atek krav på forrentning af det skyldige beløb fra forfaldstidspunktet.

F) Leveringstid.

Såfremt intet andet er aftalt, finder levering sted snarest muligt. I tilfælde, hvor leveringsuge er aftalt, er levering på den sidste dag i den stipulerede leveringsuge i enhver henseende at anse for rettidig levering. Atek kan kræve udskydelse af leveringstiden i følgende tilfælde:

  1. Ved forandringer af ordren, som kræves af køber.
  2. Ved forsinkelse af leverancer eller arbejdsydelser, som køberen selv udfører eller lader udføre.
  3. I tilfælde af force majeure, jfr. nærværende leveringsbetingelser punkt. M.
  4. I tilfælde af, at arbejdet med leverancen må standses eller bliver sinket ved offentligt pålæg.

I de ovennævnte punkter 1,2 og 4 forbeholder Atek sig tillige ret til regulering af den aftalte pris i overensstemmelse med de hos Atek i denne anledning opståede omkostninger.

G) Forsinkelse.

Forsinkes leverancen væsentligt og er Atek ikke berettiget til udskydelse af leveringstidspunktet, jfr. punkt F, er køber ved skriftlig meddelelse til Atek berettiget til at hæve aftalen, såfremt forsinkelsen medfører væsentlige ulemper for ham. Gælder forsinkelsen kun en del af det solgte, kan køber alene hæve købet, for så vidt angår den pågældende del af materiellet. Gælder forsinkelsen materiel, der er tilvirket efter købers anvisninger eller specifikationer, eller er materiellet af en beskaffenhed, der normalt ikke lagerføres af Atek, kan aftalen alene hæves, hvis forsinkelsen medfører, at købers formål med købet ikke uden væsentlig ulempe for køber kan opfyldes. Kan køber bevise, at forsinkelsen skyldes fejl eller forsømmelser fra Atek’s side, samt at han er blevet påført et tab, som kunne påregnes som følge af forsinkelsen, har køber ret til erstatning for det tab, der derved er påført ham. Erstatningen kan dog ikke overstige et beløb på 1 % af den aftalte betaling for den forsinkede ydelse for hver fulde uge, forsinkelsen har varet, og erstatningen kan maksimalt andrage 10% af betalingen for den forsinkede ydelse. Atek påtager sig ikke herudover noget ansvar for forsinkelse eller følger heraf, ligesom der ikke tilkommer køber andre misligholdelsesbeføjelser.

H) Fordringshavermora.

Undlader køber, efter leveringstidspunktet er indtruffet, at afhente materiellet eller give ordre til forsendelse, er Atek berettiget til at oplagre og forsikre ydelsen for købers regning. Undlader køberen trods skriftlig opfordring at afhente materiellet, er Atek – også i tilfælde, hvor materiellet er fremstillet efter købers anvisninger eller specifikation – berettiget til at sælge bedst muligt for købers regning.

I) Mangler.

Atek’s mangelansvar gælder i 12 måneder, regnet fra det solgte leveringstidspunkt. For så vidt – og kun i det omfang – leverede varer anvendes i byggeri i Danmark, sker leveringen med følgende byggeklausul, der er formuleret af Boligministeriets Byggestyrelse:

Leverandørens ansvar for mangler ved leverancer ophører 5 år efter leveringen af det byggeri, hvori leverancen indgår. Ved leverancer til lager eller videresalg ophører ansvaret dog senest 6 år efter leveringen til køberen. Såfremt det må anses for godtgjort, at et krav vedrørende mangler ved leverancer ikke – eller kun med stor vanskelighed – kan gennemføres mod leverandørens køber eller mod efterfølgende købere, anerkendes det, at kravet tillige kan gøres gældende direkte mod leverandøren. Også i sådanne tilfælde kan leverandøren kun gøres ansvarlig for mangler i det omfang hans egen leverance er mangelfuld og endvidere kun i det omfang, det følger af hans eget kontraktforhold med hans køber.

Leverandøren anerkender dog i alle tilfælde at kunne sagsøges sammen med køberen eller efterfølgende købere i anledning af parternes indbyrdes forhold. Sagen behandles ved voldgiftsretten for bygge- og anlægsvirksomhed.<<

Atek’s mangelansvar har en udstrækning som nedenfor stipuleret :

Inden for den ovenfor nævnte periode forpligter Atek sig til at afhjælpe eventuelle mangler ved det leverede ved reparation eller omlevering efter Atek’s valg.

Atek’s ovenfor anførte afhjælpnings- eller omleveringsforpligtelse omfatter således alene arbejdsløn og materialer, der er direkte forbundet med Atek’s forpligtelse. Alle andre omkostninger, der er forbundet med en opstået mangel, herunder transport, ventepenge, diæter, logi samt omkostninger ved blotlæggelse eller tilgængeliggørelse af defekte dele, er således Atek uvedkommende. Atek’s forpligtelse til afhjælpning af mangler er betinget af, at køber beviser, at det leverede materiel er mangelfuldt, og herunder dokumenterer, at materiellet er opbevaret, installeret, anvendt og vedligeholdt korrekt og i overensstemmelse med de af Atek leverede forskrifter. Atek’s forpligtelse bortfalder, såfremt der i forbindelse med det af Atek leverede benyttes komponenter, der ikke er fremstillet eller godkendt af Atek. Herudover påtager Atek sig ikke yderligere ansvar for det leverede materiel, hvorfor køber ikke kan hæve købet, kræve forholdsmæssigt afslag eller erstatning eller tilbageholde købesummen helt eller delvis.

Atek er kun ansvarlig for, at det leverede er tilstrækkeligt og/eller passende løsning af købers opgaver i kapacitetsmæssig og anden henseende i det omfang, det er Atek, der har foretaget dimensioneringer m.v., og i det omfang køber dokumenterer, at de af køber til grund herfor opgivne oplysninger vedrørende købers krav er korrekte og fyldestgørende. Atek påtager sig under ingen omstændigheder ansvar for rådgivning, dimensionering og anden projektering foretaget af tredjemand. Atek påtager sig kun ansvar for meddelte oplysninger om dimensionering, materialevalg m.v., herunder også projektering eller bidrag hertil, i det omfang dette er dækket af Atek’s professionelle ansvarsforsikring. Den til enhver tid gældende police kan rekvireres fra Atek’s kontor. Atek’s ansvar for mangelfuld projektering o. lign. er begrænset til omlevering af sådan projektering.

J) Produktansvar.

Atek er kun ansvarlig for personskade, hvis der kan bevises, at skaden skyldes fejl eller forsømmelse begået af Atek eller andre, som Atek har ansvaret for. Erstatninger for personskade kan aldrig overstige det i dansk ret til enhver tid gældende erstatningsniveau. Atek er på samme betingelser, som gælder for personskade, ansvarlig for skade på fast ejendom og løsøre, dog kan erstatningen aldrig overstige

kr. 1.000.000,- inkl. renter og omkostninger pr. skade. I den udstrækning, Atek måtte blive pålagt produktansvar over for tredjemand, er køber forpligtet til at holde Atek skadesløs i samme omfang, som Atek’s ansvar er begrænset efter nærværende leveringsbetingelser. Dersom tredjemand fremsætter krav mod en af parterne om erstatningsansvar i henhold til dette punkt, skal denne part straks underrette den anden herom. Atek og køber er gensidigt forpligtet til at lade sig sagsøge ved den domstol, som behandler erstatningskrav, der er rejst mod en af dem på grundlag af en skade, som påstås forårsaget af leverancen.

K) Ansvarsbegrænsning.

Atek er ikke ansvarlig for indirekte skader og tab, såsom drifttab, tidstab, tabt avance eller andre lignende tab.

L) Reklamations- & undersøgelsespligt.

Det påhviler køber senest ved modtagelsen at foretage en grundig undersøgelse af, om materiellet er kontraktmæssigt. Køber er forpligtet til omgående skriftligt at reklamere over mangler, der måtte konstateres ved en sådan undersøgelse, og køber kan ikke senere påberåbe sig mangler, der kunne konstateres ved en sådan undersøgelse. Køber kan heller ikke påberåbe sig mangler, hvis køber undlader at reklamere omgående over senere konstaterede mangler, som han ikke har konstateret eller burde have konstateret ved leveringen. Køber er forpligtet til at dække Atek’s omkostninger ved reklamationer i det omfang reklamationen er ubegrundet eller der i øvrigt er tale om mangler som Atek ikke hæfter for.

M) Force majeure.

Atek er ansvarsfri for manglende eller forsinket opfyldelse af aftalen, som skyldes force majeure, krig, optøjer, borgerlige uroligheder, regeringsindgreb eller indgreb af offentlige myndigheder, ildsvåde, strejke, lockout, eksport- og/eller import forbud, manglende eller mangelfulde leverancer fra underleverandører, mangel på arbejdskraft, brændsel, drivkraft eller nogen anden årsag, som ligger uden for Atek’s kontrol, og som kan forsinke eller hindre fabrikation og levering af det solgte. Såfremt mangel fri eller rettidig levering hindres midlertidigt ved en eller flere af de ovennævnte omstændigheder, udskydes levering i et tidsrum svarende til hindringens varighed med tillæg af en efter omstændighederne rimelig periode til normalisering af forholdende. Levering til den således udskudte leveringstid anses i enhver henseende for rettidig. Såfremt leveringshindringen kan påregnes at ville vedvare længere end 8 uger, skal såvel Atek som køber være berettiget til at annullere aftalen, uden at dette skal anses for misligholdelse.

N) Lovvalg og værneting.

Enhver tvistighed mellem parterne, som ikke kan løses i mindelighed, afgøres ved anvendelse af dansk ret, og ved enten voldgift eller de almindelige domstole efter Atek’s valg. I tilfælde, hvor Atek vælger, at en tvist skal løses ved voldgift, skal voldgiftsretten sammensættes af tre medlemmer, der alle udpeges af Præsidenten for Østre Landsret. Et af disse medlemmer – formanden – skal opfylde betingelserne for at være dommer, hvorimod de to øvrige medlemmer skal være fagligt kvalificeret vedrørende tvistens genstand.

O) Returvarerbetingelser.   

Returnering af varer kan kun ske efter forudgående aftale. Specialfremstillede og / eller tilrettede varer, kan ikke returneres. Kun ubrugte og ubeskadigede varer kan returneres. Returvarer skal fremsendes i original og ubeskadiget emballage. Såfremt varer konstateres mangelfuldt emballeret, forbeholder vi os ret til uden videre at returnere varen, og frasige os yderligere garantiforpligtelser. Fragtomkostninger for returvarer afholdes for egen regning.                                                                                                                                                                                        

 

Nærværende salgs- og leveringsbetingelser er gældende for Atek Teknik A/S CVR nr. 19 49 57 79, Atek Infrastructure ApS CVR nr. 30 50 19 26 samt Atek Holding ApS CVR nr. 10 09 48 52